
OXA’s historie
Holmens gamle kystradiostation, med kaldesignalet ’OXA’, er den eneste bevarede radiostation fra Danmarks radiotekniske pionertid, og må betragtes som et værdigt monument over en periode, hvor Danmark var blandt de førende inden for udviklingen af trådløs telekommunikation.
Flere af dem der var beskæftiget her fik senere stor betydning for oprettelsen af Statsradiofonien, i dag kendt som Danmarks Radio, og udviklingen af den danske radioindustri, og fik sat Danmark på verdenskortet som en opfindernation.
1899-1905: Trådløs telegrafi introduceres i marinen
Den danske marine begyndte sine første forsøg med trådløs telegrafi i 1899, under ledelse af søminekorpset, som i forvejen var ansvarlig for elektrisk og elektromagnetisk materiel. I 1905 oprettes den første radiostation på land i en af søminekorpsets bygninger på Nyholm, kaldet ’Orlogsværftets radiostation på Holmen’, hvorfra man kunne holde forbindelse til de af flådens skibe, som havde udstyr til radiotelegrafi.
1906: Internationalt samarbejde om trådløs telegrafi
Danmark tiltrådte i 1906 en international radiokonvention, som pålagde de enkelte nationer at etablere sende- og modtagefaciliteter på land, for trådløs telegrafi til den civile skibsfart. Det førte til at man for bedst mulig udnyttelse af ressourcerne, lod Ministeriet for Offentlige Arbejder og Marineministeriet samarbejde om opførelse af en offentlig kystradiostation, udelukkende bemandet med marinens telegrafister, som skulle betjene såvel flåden som civile skibe.
1908-1909: Kystradiostationen opføres på Frederiksholm
Orlogsværftets radiostation på Holmen fik i 1908 bevilget penge til udvidelse og bygning af kystradiostationen. Selve bygningen ville blive af ret beskeden størrelse, men antennemasten krævede meget plads, så beliggenheden blev der hvor man ellers havde den centralt beliggende eksercerplads på Frederiksholm.
Radiostationen blev tegnet af flådens arkitekt Olaf Schmidth, som et træhus i ’nordisk stavkirkestil’, og blev bygget af træ fra Orlogsværftets lager, dels fordi man var begyndt at bygge skibe af jern og derfor havde store mængder træ, og fordi det gav en kortere byggetid.
Allerede i september 1908 tages den nybyggede radiostation i brug som flåderadio, udstyret med en såkaldt gnistsender af mærket Telefunken, og en antenne lavet over midtermasten fra krydserfregatten Fyen på 75 meter. Antennen viste sig dog hurtigt at være for kort til formålet og måtte derfor erstattes af en nybygget antennemast på 150 meter. Den officielle åbning som offentlig kystradiostation skete i april 1909, under navnet ’København Radio’ og med kaldesignalet ’GRA’.


1913: Kystradiostationen bliver til OXA
Efter en international radiokonference i London bliver København Radio fra 1913 tildelt sit nye kaldesignal ’OXA’.
1915: Kystradiostationen udvides
For at følge med udviklingen indenfor både kabel og trådløs telegrafi blev radiostationen i 1915 udvidet med en tilbygning så der blev plads til anskaffelse af nyt radiomateriel og flere telegrafister.
1934: Modtagefunktionen flyttes
Ved etableringen i 1908 var radiostationens sende- og modtagefunktioner placeret på samme sted, men for at undgå forstyrrelser fra egne sendesignaler, flyttedes modtagefunktionen i 1934 til Strickers Batteri på Amager. Herefter blev senderne på Frederiksholm fjernstyret fra Strickers Batteri.
1940-1945: Kystradiostationen under besættelsen
Efter at tyskerne besatte Danmark i 1940 fortsatte radiostationen, under kontrol af besættelsesmagten, som både offentlig kystradiostation og flåderadio. Dette fortsatte indtil august 1943 hvor tyskerne gik ind og overtog radiostationen, og september samme år overflyttede funktionen som offentlig kystradiostation til Lyngby Radio. Herefter anvendte tyskerne stationen til radiokommunikation med egne enheder.
1945-1990: Radiostationen lukkes
Efter krigen blev radiostationens funktion som offentlig kystradiostation ikke genoptaget, og København Radio med kaldesignalet OXA, lukkede officielt ned i 1945. Radiostationen fortsatte dog med at indgå som en del af Søværnets flåderadionet indtil omkring midten af 1960’erne.
Søværnets Sonarskole havde, i årene I948-1958, til huse i den lille træbygning. Herefter havde bygningen, frem til flådens udflytning, en ret upåagtet tilværelse, hvor den blev anvendt til omklædningsrum for idrætsudøvere, mødevirksomhed og sociale arrangementer.



1991-2000: Foreningen redder bygningen fra nedrivning
Efter nedlæggelse af Flådestation København i 1991, blev Frederiksholm, hvor radiostationen var placeret, udlagt til brug for statslige institutioner, erhvervsformål og boliger.
I Søværnets Materielkommando drøftede man muligheden for at bevare bygningen, som af Planstyrelsen blev betegnet som ’uundværlig i dansk bygningskultur’, men et egentligt bevaringsprojekt kunne der deværre ikke findes finansiering til. Bygningen var derfor dømt til nedrivning, eller afhændelse for at give plads til nybyggeri.
Heldigvis blev en lille gruppe ildsjæle, med interesse for den trådløse telekommunikations udvikling og historie, i år 2000 opmærksomme på den lille bevaringsværdige bygnings skæbne, og dannede ’Foreningen til bevarelse af Danmarks ældste Radiostation’ som fik råderet over bygningen.
(Foreningen hedder i dag ’OXA museet for trådløs telegrafi’).








2001-2003: Kystradiostationen flyttes til Nyholm
Ved en ihærdig indsats lykkedes det foreningen at opnå forsvarets tilladelse og støtte til flytning af bygningen, og i efteråret 2001 blev den gamle kystradiostation delt i to dele, og flyttet til en midlertidig placering på Nyholm.
Med hjælp fra forsvarets myndigheder, lykkedes det herefter foreningen at opnå tilladelse til at genopstille bygningen på A. H. Vedels Plads på Nyholm. Her stod den genopført og færdigrenoveret i oktober 2003, takket være velvillig støtte fra forsvaret, A.P. Møller Fonden og flere interesserede virksomheder.
2005: OXA åbner som museum
Den 1. juni 2005 blev den nyrestaurerede kystradiostation indviet som nyindrettet museum for trådløs telegrafi.
Referencer:
Danmarks Ældste kystradiostation, Poul Schriver, 2004
Stavkirkestilen i Danmark 1885- 1915, Søren Vadstrup, 2023